Kalundborg Søfartsmuseum har lånt og fået doneret en række skibsmodeller.
Disse modeller er bla.:
AKBAR
ANDORRA
DUNKAN
LASSE
PANAMA
SAMOAN REEFER
SLEIPNER
——————————————————————————————————
AKBAR
Modellen af det indiske passager- og fragtskib AKBAR har Kalundborg Søfartsmuseum lånt af Overfartsmuseet i Korsør.
Skibet blev bygget på Helsingør Skibsværft & Maskinbyggeri 15. november 1971 og leveret til Mohul Line Ltd. i Bombay (i dag Mumbay).
Skibets primære opgave var som passagerskib til transport af pilgrimme. Når det sejlede som passagerskib havde det plads til 80 passagerer på første klasse og ca. 1.500 på “pilgrim-klasse”. I rollen som fragtskib havde det plads til 12 passagerer. I 1972 blev skibet indsat på en pilgrimsrute mellem Bombay, Dubai og Irak i den persiske Golf.
I 1986 gik Mohul Line fallit og skibet overtaget af Shipping Corporation of India. Efter at have fået skiftet hovedmotor blev skibet derefter brugt på indiske indenrigsruter, med plads til 121 passagerer i kahytter og ca. 1.400 på dækket. I 1991 blev skibet overtaget af rederiet Andaman & Nicobar, som er ejet af den indiske regering.
Skibet blev hugget op i Gabon i 2019.
IMO nummer: 7116975
Dimensioner:
Længde overalt: 149,4 meter.
Bredde: 18,6 meter
Dybgang: 7,8 meter.
BRT: 6.600 ts
Dødvægt: 8.875 ts
Hovedmaskineri ved leveringen: 2 * B&W type 8S45HU diesel. 9.680 HK.
Servicefart: 17,5 knob som fragtskib og 18,5 knob som passagerskib.
ANDORRA
Modellen af ANDORRA er udlånt til Kalundborg Søfartsmuseum af Overfarts-museet i Korsør.
ANDORRA blev bygget på Nakskov Skibsværft og leveret til rederiet ØK den 14. maj 1964. Skibet var det første danske skib med vagtfrit maskinrum og det første af rederiet ØKs skibe med brostyringsanlæg. Det havde hydrauliske luger.
I januar 1979 blev skibet solgt til rederiet Perusahaan Pelayaran Samudera i Jakarta og omdøbt til TRIKORA LLOYD. Senere samme år blev det omdøbt til PADANG. Det blev ophugget ved Saikat Shipbreaking i Chittagong i 1984.
Dimensioner: Længde overalt: 148,9 m. Bredde: 20,3 m. Dybgang: 11,1 meter.
BRT: 10.465 ts
Servicefart: 18,2 knob.
Besætning: 42 + 3 aspiranter
Passagerer: 4
DUNKAN
Model af det russiske dampskib DUNKAN.
Modellen af DUNCAN blev overdraget venskabsforeningen ”SS
Dunkans venner” af en ukendt modelbygger fra Nordsjælland.
Efter at det russiske 100 årige dampskib havde deltaget i et dampskibsfestival i Vejle i
sommeren 2002, blev kursen sat mod Kalundborg fjord, hvor skipperen og ejeren, russeren
Valentin Syromiatnikov, ankrede op ved sydsiden af Røsnæs. Der satte han satte sin cykel i
land og cyklede ind til Kalundborg.
Desværre blæste det op, og da Valentin vendte tilbage efter landturen, kunne han konstatere
at DUNKAN var gået på grund, – ankeret havde ikke kunnet holde for vinden.
Der blev dannet en lokal venskabsforening for at hjælpe kaptajnen og hans skib og Svitzer
lånte gratis hjælp til at få skibet fri. Desværre mislykkedes bjærgningen, så DUNCAN sank på
Kalundborg fjord. Skibet blev bjærget i 2003 og sat på land ved sydhavnen i Kalundborg.
Kalundborg Kommune hjalp Valentin med et sted at bo og lidt at leve for.
Han var taget hjemmefra Rusland uden ret mange penge ombord – han havde bla. fået gratis brændstof i
Vejle.
Ved hjælp fra venskabsforeningen ”SS Dunkans venner” fik Valentin retshjælp og vandt i en
sag anlagt mod Svitzer på et ret stort – men hemmeligt beløb.
Skibet blev i februar 2009 transporteret fra Kalundborg til et museum i byen Pütnitz ved
Damgarden i det tidligere Østtyskland. Transporten skete på en blokvogn med en totalvægt på
ca. 150 tons og en længde på ca. 45 meter. Forinden havde Valentin afmonteret alt over
dækshøjde, for at gøre det muligt passere under vejbroer o. lign. undervejs.
DUNKAN var bygget i 1901 i Vilpuri, Finland, inden byen blev overtaget af russerne. Oprindelig
blev skibet bygget som slæbebåd og isbryder til brug på floderne. Senere har Dunkan været
forsyningsskib for den russiske hær, lodsbåd og fragtbåd.
Modellen er doneret af Tommy Dinesen, Kalundborg.
LASSE
Model af færgen LASSE der sejlede på ruten mellem Kalundborg og Juelsminde i
perioden fra december 1964 til juli 1973.
Modellen er bygget af modelbygger Steen Zoffmann og doneret til Kalundborg
Søfartsmuseum i 2021 af Tommy Dinesen, Kalundborg.
LASSE blev bygget på Aalborg Værft i 1964 og leveret til JKL (Juelsminde Kalundborg
Linien A/S) den 7. december samme år. Færgen kunne medbringe 1.200 passagerer
og 135 personbiler. Den var hjemskrevet i Kalundborg.
Dimensioner:
Længde overalt: 92,5 meter.
Bredde: 16,5 meter.
Dybgang: 4,3 meter.
Da færgen blev solgt i 1973, blev den solgt til et rederi i San Juan i Venezuela, som
ejede den i 30 år under navnet ALMIRANTE LUIS BRION. Den blev hugget op i Peru i 2003.
PANAMA
Modellen af PANAMA er udlånt til Kalundborg Søfartsmuseum af Overfartsmuseet i Korsør.
PANAMA blev bygget på Naka Nippon Jukogyo Kabushiki Kaisha værftet i Kobe i Japan og leveret til rederiet ØK december 1950. Det var det første skib ØK fik bygget i Japan.
I oktober 1972 blev skibet solgt til rederiet Yick Fung Shipping & Entreprises Co i Hong Kong og omdøbt til CELEBES SEA. I 1975 blev det overtaget af rederiet China Ocean Shipping Co i Kina og omdøbt til HONG QI 102. Det blev ophugget i 1983.
Dimensioner: Længde overalt: 138,3 m. Bredde: 18,8 m. Dybgang: 10,8 meter.
BRT: 9.013 ts
Servicefart: 16 knob.
Besætning: 46 + 3 aspiranter
Passagerer: 12
SAMOAN REEFER
Modellen af SAMOAN REEFER er udlånt til Kalundborg Søfartsmuseum af Overfarts-museet i Korsør.
SAMOAN REEFER blev bygget på Aalborg Værft og leveret til Rederiet Ocean A/S i juli 1973. (Rederiet Ocean A/S var en del af J. Lauritzen A/S). Skibet blev ikke navngivet ved søsætningen i december 1972, men først ved afleveringen i juli 1973.
Sammen med et søsterskib blev det i 1974 brugt som flydende frysehus i Irland for EFs overskudslager af oksekød. Skibet blev hovedsageligt brugt i frugtfarten over Stillehavet, hvilket, kombineret med skibenes relative høje fart, gav dem tilnavnet ”bananjagere”. De kunne hver medbringe ca. 30. mio. appelsiner på en enkelt tur.
I februar 1986 blev skibet overført til Frigg Shipping Ltd. i Nassau på Bahamas. Dette selskab ændrede senere navn til Lauritzen Shipping Ltd, Nassau, Bahamas. Skibet blev januar- februar 1988 forlænget i Singapore og efterfølgende overført til Dansk International Skibsregister (DIS).
I 1995 blev det solgt til Sirpa Shipping Ltd. i Nassau og omdøbt til ARCTIC SWAN. I april blev det solgt til Lagos Shipping Co i London og omdøbt til ARCTIC NIGHT.
Det blev ophugget i Chittagong i Bangladesh i 2007.
Dimensioner: Længde overalt: 143,2 m. Bredde: 20,4 m. Dybgang: 12,6 meter.
Besætning: 25 mand.
BRT: 5.915 ts.
Servicefart: 23 knob.
Hovedmotor: Diesel 8 cyl. 2-takts B&W 8K74EF-160 16.300 ihk.
SLEIPNER
Modellen af bugser- og skubbebåden SLEIPNER, er bygget af matros Kaj
Sørensen, Nakskov og doneret til Kalundborg Søfartsmuseum af matros Kurt Olsen,
Jernbanegade i Kalundborg. Kurt Olsen har været mønstret ombord på SLEIPNER i
otte år.
SLEIPNER blev bygget på Dannebrog Værft i Aarhus i 1981 og leveret til Em. Z.
Svitzer i København. Fra leveringen i 1981 til skibet blev solgt i 2006, var det ofte i
Kalundborg for at yde assistance som bugserbåd, når f.eks. større skibe anløb byen.
Dimensioner:
Længde overalt: 29,1 meter.
Bredde: 9,1 meter.
Dybgang: 4,6 meter.
Hjemsted: Odense.
Servicefart: 15 knob.
Skibet eksisterer stadig. Det er i dag (2023) indregistreret i Liberia under navnet DELTA I og
er primært beskæftiget med skubbeopgaver i Sortehavet.