Herunder finder man en oversigt over tidligere afholdte foredrag ved Kalundborg Søfartsmuseum..
Omtalen af det senest afholdte foredrag kommer først.
2024
25. maj 2024 – DANSKE COASTERE v/ Holger Munchaus Petersen
2023
6. juni 2023 – DET DANSKE SØVÆRN – Mit liv med Søværnet v/ Mogens Højstrup Sørensen
19. april 2023 – Grønlandsaften på Søfartsmuseet v/ Flemming Kirsby, Jens Seeberg og Ole Kølle
21. marts 2023 – ”SCANDINAVIAN STAR kunne have været stoppet.” v/ Henrik Berlau
2022
8. december 2022 – ”Fra bondedreng til skibsingeniør” v/ Hans Otto Holmegaard Kristensen
4. maj 2022 – “Krigssejlere under 2. verdenskrig 1939- 1945” v/ Tommy Dinesen
————————————————————————————————————————————————————————————————————————————
25. MAJ 2024 – STORT EVENT OM DANSKE COASTERE I VORES MARITIME CENTER I KALUNDBORG
Foreningen Kalundborg Søfartsmuseum og Maritim Formidling afholdte 25. maj et event om danske coastere. Det skete i vores maritime center i Kalundborg lørdag den 25. maj i tidsrummet 13.00-17.00. Vores maritime center har til huse i den nedlagte kirke i Bethesdagade 20a, 4400 Kalundborg.
Eventet indeholdte bla.:
* Foredrag om Danske Coastere ved Holger Munchaus Petersen
* Præsentation af den seneste nybygning fra Svane Småskibsværft i Kalundborg.
* Sejlads med en coaster i en af foreningens to skibssimulatorer.
* Socialt samvær med smørrebrød/kaffe/småkager.
For at gøre coaster-eventet så autentisk som muligt, var der denne ene dag naturligvis også mulighed for at stifte bekendtskab med noget, som tidligere var en uundgåelig del af indholdet af slopkisten på de fleste danske småskibe – Riga Balzam!
Såvel foredraget af Holger Munchaus Petersen som modellen af coasteren KLEVEN og Riga Balzam, kunne kun opleves i vores maritime center denne ene dag.
Eventets foredragsholder, marinehistoriker og -forfatter Holger Munchaus Petersen, omtaler sig selv og foredraget således:
Jeg er af årgang 1942, har siden barnsben samlet indtryk af skibe, indtryk der udvikledes til egentlig interesse for historier og baggrunde for skibe, rederier, værfter og ruter.
Har fotograferet, samlet informationer og skrevet adskillige bøger og artikler om maritime emner, ligesom der igennem årerne er afholdt adskillige foredrag.
Om min ”indsats” om coastere kan nævnes, medforfatter til bøgerne ***Caroline og de andre*** og ***Danske Coastere og andre danske skibe på 150-500 brt. fra 1945 til 2012.***
Foredraget er med en hel del illustrationer om emnet. Desuden har jeg opbygget og været leder af Toldmuseet (siden Told-Skat Museet) i årene 1979 – 2004.
Betegnelsen Coaster kom ind i det danske sprog omkring 1950 som betegnelse for mindre motordrevne skibe, i virkeligheden burde betegnelsen nok være Paragrafskibe, for mange af disse skibe blev bygget (og anskaffet) så ejerne kunne anvende lovgivningens paragraffer fuldt ud.
En betegnelse der ofte i folkemunde har været synonym med ejerne af disse skibe, er ”trusseredere”, men den betegnelse hørte i virkeligheden nok mere hjemme på fiskefartøjer, hvor kringlede skatteregler om afskrivning først vandt indpas.
Antallet af skibe der hører hjemme i den omtalte kategori (150 – 500 bruttotons) er omkring 2.000, i dag er denne del af dansk søfart lukket og selv om det er afsluttet, et særdeles spændende kapitel om mennesker værfter og skibe.
————————————————————————————————————————————————————————————————————————————
Tirsdag den 6. juni 2023 – DET DANSKE SØVÆRN – Mit liv med Søværnet i tre generationer
Tirsdag den 6. juni havde vi foredrag med Mogens Højstrup Sørensen, der hed “DET DANSKE SØVÆRN – Mit liv med Søværnet i tre generationer”.
Foredraget var desværre ikke så velbesøgt som vores seneste foredrag i april måned – det er svært at konkurrere med de lune sommeraftener. Men de der havde valgt at overvære Mogens Højstrup Sørensen foredrag fik så sandelig fuld valuta for pengene.
Mogens Højstrup Sørensen leverede et fremragende foredrag om hans farfars, hans fars og hans egen tid i Søværnet.
Mogens´ farfar, Svend Åge Højstrup, startede i Søværnet i 1909 og sejlede bla. med ubåde både i danske og udenlandske farvande. Det var dengang ubåde endnu var en helt ny skibstype i Søværnet. Faktisk mener vi, at vi meget præcist kan stedfæste hvilken ubåd Svend Åge Højstrup gjorde tjeneste på. Tidsmæssigt kan det kun have været Danmarks første ubåd DYKKEREN (1909-1916).
Mogens´ far, Svend Gerner Højstrup, startede ved Søværnet i 1938. Han gjorde tjeneste i mange af Søværnets skibstyper og tjenestesteder både før og efter krigen. Han var bla. med til at sænke sit eget skib under Flådens Sænkning 29. august 1943. Efter krigen deltog han bla. i Kieler Expeditionary Forces, hvor han fra bla. Kiel og Hamborg var med til at de danske skibe hjem, som Nazityskland havde taget under krigen. Senere var han med til at hente nogle af de tidligere tyske minestrygere som Danmark modtog som krigsskadeserstatning.
Mogens Højstrup selv blev ansat ved Søværnet i 1976 som skibsinspektør. Det var spændende at høre om hans engagement i tre generationer af inspektionsskibe HVIDBJØRNEN- klassen, BESKYTTEREN og THETIS- klassen.
Særlig interesse var der om den del af foredraget der omhandlede en af korvetterne af NIELS JUEL- klassen. Helt præcis OLFERT FISCHER. Som mange utvivlsomt husker var OLFERT FISCHER, adoptionsskib i Kalundborg i perioden 1981-2009.
Mogens havde ansvaret for klargøringen af korvetten OLFERT FISCHER forud for deployeringen i Den Persiske Golf i 1990-1991. Efter en ihærdig indsats fra Svendborg Værft lykkedes det at foretage alle de nødvendige modifikationer og ekstra installationer på korvetten på kun en uge i september 1990. Bla. skulle den have installeret ekstra ventilation til maskineri, elektronik og besætning samt Sea Gnat til vildledning af indkommende fjendtlige missiler.
Det var også interessant at høre om hvordan man ved fælles hjælp fra et lokalt værft og andre NATO- enheder fik foretaget reparationerne efter skorstensbranden på OLFERT FISCHER i april 1991 i Jebel Ali i Dubai.
Da OLFERT FISCHER vendte tilbage til Danmark den 15. september 1991 efter 368 dages mission. Det var den første operation et dansk orlogsfartøj havde deltaget i uden for Europas grænser siden kolonitiden. Skibet har i øvrigt stadig rekorden som det danske orlogsskib der har været igennem Suez- kanalen flest gange.
————————————————————————————————————————————————————————————————————————————
Onsdag den 19. april 2023 kl. 19:00 – Grønlandsaften på Søfartsmuseet
Hvordan fandt man rundt på Nordatlanten før GPS’en? Og hvordan kommunikerede man der ude før satellit-telefonen? Det fortalte to radioingeniører om 19. april på Kalundborg Søfartsmuseum i Bethesdakirken. Samtidigt fortalte en gammel skolemand om Grønland, for Grønland er en vigtig del af svaret på de to spørgsmål.
Den ene af de to radioingeniører, Flemming Kirsby, fortalte om Loran, som var et radiobåret navigationssystem, der dækkede Nordatlanten. Han arbejdede i to år midt i 70’erne på en Loran-station på Grønlands østkyst. Sammen med Loran-stationer andre steder omkring Nordatlanten sendte den radiosignaler, som skibe kunne bestemme deres position med.
Den anden radioingeniør er Jens Chr. Seeberg. Han arbejdede i første halvdel af 70’erene som tekniker på kystradiostationerne i Godhavn – nu Qeqertarsuaq – på Disko-øen og i Nuuk. Radiostationerne formidlede kommunikation med skibe og med andre byer i Grønland.
Skolemanden er Ole Kølle, der i syv år var forvaltningschef i en grønlandsk kommune. Han fortalte om Grønland og det grønlandske samfund som han oplevede det fra sin centrale position som chef for kommunens skolevæsen.
Alle tre er medlemmer af bestyrelsen for Kalundborg Søfartsmuseum, der stod for at arrangere de tre foredrag i Bethesdakirken 19. april kl. 19.
Foredraget blev afholdt i Kalundborg Søfartsmuseums lokaler på adressen Bethesdagade 20a, 4400 Kalundborg (tidligere kirke).
Herunder: De tre foredragsholdere, Ole Kølle, Flemming Kirsby og Jens Chr. Seeberg ved grønlandskortet i Kalundborg Søfartsmuseums radioudstilling.
————————————————————————————————————————————————————————————————————————————
21. marts 2023 – ”SCANDINAVIAN STAR kunne have været stoppet.” v/ Henrik Berlau
Søfartsstyrelsen forsømte sin pligt til at kontrollere færgen ”Scandinavian Star”, inden skibet den 1. april 1990 gik i fart mellem Frederikshavn og Oslo. Det mener den tidligere formand for Sømændenes Forbund, Henrik Berlau.
Seks dage senere brændte skibet og 158 mennesker ombord omkom. Havde Søfartsstyrelsen kontrolleret skibet, havde det ikke fået lov til at sejle med passagerer, i den tilstand skibet var, vurderer Henrik Berlau.
Det forklarede han nærmere, da han holdt foredrag 21. marts hos Kalundborg Søfartsmuseum. Brandkatastrofen på ”Scandinavian Star” rummer stadig mange spørgsmål, og Henrik Berlau har arbejdet grundigt med emnet i mange år.
For et par år siden nedsatte erhvervsministeren en gruppe, der blandt andet skulle undersøge, hvad Søfartsstyrelsen gjorde den gang for 33 år siden. Det arbejde er færdigt, og det tyder på, at Henrik Berlau har ret, siger Tommy Dinesen, der som medlem af Folketinget også selv har arbejdet med dagen. Han repræsenterer SF i den politiske gruppe, der følger arbejdsgruppen. Radikale Venstres medlem af følgegruppen er en anden kalundborgenser, advokat Stig Nielsen.
Udover museets bestyrelse var der mødt 25 gæster op ved arrangementet, som blev afholdt i museets lokaler i Bethesdagade i Kalundborg.
————————————————————————————————————————————————————————————————————————————
8. december 2022 – ”Fra bondedreng til skibsingeniør” v/ Hans Otto Holmegaard Kristensen.
Hans Otto Kristensen voksede op på en bondegård ca. 30 km fra Kalundborg (Stigs Bjergby) og havde dermed ikke blåt vand i blodet.
Skæbnen ville det dog anderledes, for Hans Otto foretog ca. 2 gange om året en tur med færgerne fra Kalundborg til Jylland for at besøge sine bedsteforældre i Jylland. De ture og sejladsen med de to færger KALUNDBORG og JYLLAND gjorde så stort indtryk på Hans Otto, at han som ca. 4 årig vidste, at han skulle være skibsingeniør for eksempelvis at kunne konstruere færger. Hver gang han sejlede med færgerne blev de studeret og undersøgt i mindste detalje af den nysgerrige knægt, og ønsket om at komme til at konstruere skibe blev større og større.
Efter studentereksamen på Kalundborg Gymnasium i 1973, startede han med at læse til civilingeniør på Danmarks Tekniske Universitet, med skibsbygning som speciale. Han følte virkelig, at han var kommet på den rette hylde og sugede al viden til sig, fra bl.a. nogle dygtige skibsbygningsprofessorer, der senere i hans karriere blev hans rigtig gode bekendte.
Den ene af professorerne indstillede ham senere til et professorat i skibsbygning på DTU, som han bestred fra 2000 til 2010. Færger blev en stor del af Hans Otto´s liv, og i 1982 blev han inddraget i projekteringen af de kommende færger til Kalundborg-Århus overfarten, PEDER PAARS og NIELS KLIM. Disse færger blev solgt i 1991 og blev afløst af to ombyggede færger ASK og URD, der som bekendt løb ind i store problemer.
Da problemerne i sommeren 1991, kulminerede blev Hans Otto headhuntet af DSB´s rederidivision til at få færgerne til at sejle tilfredsstillende. Opgaven var spændende, men bød på mange udfordringer, som efter et halvt års arbejde kulminerede i en ombygning af færgerne. De kom til at sejle perfekt, og gør det stadig den dag i dag efter mere end 30 års upåklagelig sejlads. Også hurtigfærgesejlads mellem Kalundborg og Århus blev en del at Hans Otto´s arbejde.
Han var med til at indkøbe Scandlines første hurtigfærge, CAT-LINK 3, der bragte ham til Australien, hvor han foretog prøvesejladser med færgen, inden den blev købt af rederiet. Også den omfattende miljølovgivning vedr. hurtigfærger blev Hans Otto inddraget i på grund af hans omfattende erfaringer med hurtigfærger, der blev indhøstet, da han i 1992 var med til at iværksætte Molslinjens udvikling af katamaranfærger, som fremtidens hurtige transportmiddel til søs. Det nævnte engagement med færger vil Hans Otto fortælle om plus meget andet med skibe, idet Hans Otto siden 1986 har været dybt involveret i udviklingen af bl.a. alle danske krigsskibe, herunder også vore 5 fregatter, hvoraf den ene, Esbern Snare, navnemæssigt relaterer sig til Kalundborg.
Ringen ser nu ud til at være sluttet, men ikke helt, for Hans Otte fungerer i dag som rådgiver for Transportministeriet i forbindelse med den kommende færgebetjening med moderne el-færge sejlads mellem Kalundborg og Ballen. Det ser således ud til, at han aldrig slipper sin barndoms færgerute, hvilket han fortalte om i sit foredrag, hvor mange aspekter af færgesejladsen mellem Kalundborg og Århus blev belyst – også med insider oplysninger, som ikke var offentligt kendt.
————————————————————————————————————————————————————————————————————————————-
4. maj 2022 – “Krigssejlere under 2. verdenskrig 1939- 1945” v/ Tommy Dinesen
4. maj 2022 kl 1900 afholdte Kalundborg Søfartsmuseum foredrag omkring krigssejlere under 2. verdenskrig 1939 til 1945.
Den oprindelige foredragsholder var desværre blevet syg så vores formand Tommy Dinesen trådte til som substitut og afholdte et fint indlæg omkring krigssejlere under 2 verdens krig.
Der var mødt 20 personer og til arrangementet, som blev afholdt i de fine lokaler hos Aktivitetscenter Munkesøen, Kalundborg. Esbern Snaresvej 55.
Efter selve foredraget belev der til de fremmødte orienteret omkring hvad som rører sig i foreningen og status på diverse tiltag. De fremmødte gav ligeledes gode råd og ideer til foreningens bestyrelse.