Kaj 18 – Kalundborg Asnæs Havn (Ny Vesthavn)

Herunder finder man fotos fra nogle af de skibsbesøg der har været ved Kalundborg Asnæs Havn (Ny Vesthavn), mens Kalundborg Søfartsmuseum har eksisteret

Kaj 18s internationale Port Facility Number er DKKAL-0025 og det officielle navn er Kalundborg Asnæs Havn, selvom vi nok bedst kender denne del af Kalundborg Havn som Kalundborg Ny Vesthavn.

Vi har fotos fra følgende anløb (Fotos fra det seneste anløb kommer først):
17.- 18. februar 2023 – Stormen Otto og bulkcarrieren MIDLAND TRADER
4. september 2022 – Et af verdens største krydstogtskibe, AIDANOVA anløber ny vesthavn.

————————————————————————————————————————————————————————————————————————————
17.- 18. februar 2023 – Stormen Otto og bulkcarrieren MIDLAND TRADER
Det blev en lang nat ombord på den portugisiske bulkcarrier MIDLAND TRADER (IMO 9667045) ved kaj 18 i Kalundborg ny vesthavn, da stormen Otto ramte Kalundborg natten mellem 17. og 18 februar 2023.

Svitzers bugserbåde SVITZER MARS og SVITZER MJØLNER kæmper med at holde MIDLAND TRADER på plads ved kaj 18, efter at trosserne sprang under stormen Otto. Foto: © Ivar Svane.

Stormen fik skibets trosser til at springe.
Man måtte derfor have assistance fra to af Svitzers bugserbåde SVITZER MARS og SVITZER MJØLNER til at holde skibet på plads ved kaj 18. Samtidig fik man en lods ombord fra DanPilot så man var klar, hvis det blev nødvendigt med en nødafgang fra ny vesthavn. Det blev dog heldigvis ikke nødvendigt. Ud på de små timer kunne de to bugserbåde derfor returnere til Kalundborg østhavn.

MIDLAND TRADER ankom til Kalundborg Ny Vesthavn tirsdag den 14. februar. Skibet ankom, via Amagerværket, fra Halifax i Canada med træflis. Ved Amagerværket blev der losset 15.000 tons. Fra Amagerværket fortsatte skibet til Kalundborg ny vesthavn, hvor yderligere 12.000 tons blev omladet til to mindre feederbåde.

Den første feeder var det cypriotisk indregistrerede fragtskib HELAS (IMO 9213894), der blev lagt på bagbord side af MIDLAND TRADER, mens der blev omlastet. HELAS afgik fra Kalundborg, med sin last af træflis, om morgenen torsdag den 16. februar. Skibet nåede frem til sin destination, Uddevalla i Sverige, før stormen Otto satte ind fredag den 17. februar.

Næste feeder ved MIDLAND TRADER var fragtskibet POLARIS (IMO 8716100), der er indregistreret på Antigua Barbuda. Den lå for anker på Kalundborg fjord mens HELAS blev lastet.

Da HELAS var afsejlet, gik POLARIS på bagbord side af MIDLAND TRADER ved kaj 18, for at modtage det sidste af lasten af træflis. Da stormen Otto nærmede sig blev POLARIS flyttet ud på Kalundborg fjord, mens stormen rasede.
Lørdag vendte POLARIS tilbage til Kalundborg ny vesthavn, hvor den blev fortøjret foran MIDLAND TRADER. Omladningen skete derefter via kajen, hvor trucks kørte i pendulfart mellem de to skibe.

Da omladningen var afsluttet søndag morgen afgik MIDLAND TRADER, via Skagen, mod Hamburg.
POLARIS afgik med sin last af træflis til Kaskinen i Finland.

Fotos: Bjarne Skinnerup, Ivar Svane og Michael Jamni Nielsen

MIDLAND TRADER på vej fra Amagerværket til Kalundborg den 14. februar. Foto: Ivar Svane.
MIDLAND TRADER på vej fra Amagerværket til Kalundborg den 14. februar. Her ses ruten som den så ud på Safepilot. På plottet ses også HELAS som senere modtog last fra MIDLAND TRADER i Kalundborg. Kilde: Safepilot
Bugserbådene SVITZER IDUN og SVITZER MARS var klar til at assistere, da MIDLAND TRADER ankom til Kalundborg ny vesthavn, om aftenen tirsdag den 14. februar. Foto: Ivar Svane.
MIDLAND TRADER langs kaj, efter ankomsten til Kalundborg ny vesthavn tirsdag aften. Foto: Ivar Svane.
POLARIS på bagbords side af MIDLAND TRADER fredag, før stormen ramte Kalundborg. Foto: Bjarne Skinnerup.
POLARIS på bagbords side af MIDLAND TRADER fredag, før stormen ramte Kalundborg. Foto: Bjarne Skinnerup.
POLARIS på bagbords side af MIDLAND TRADER fredag. Der gøres klar til at flytte skibet ud på Kalundborg fjord, før stormen Otto rammer Kalundborg. I baggrunden ses containerskibet RAGNA og lodsbåden DANPILOT DELTA. Foto: Ivar Svane.
POLARIS på bagbords side af MIDLAND TRADER fredag. Her ses brobygningen på MIDLAND TRADER fra POLARIS. Foto: Ivar Svane.
MIDLAND TRADER ved kaj 18 i Kalundborg ny vesthavn lørdag den 18. februar, efter at stormen har passeret. Foto: Michael Jamni Nielsen.
POLARIS ved kaj 18 i Kalundborg ny vesthavn lørdag den 18. februar, efter at stormen har passeret. Foto: Michael Jamni Nielsen.

————————————————————————————————————————————————————————————————————————————

4. september 2022 – Et af verdens største krydstogtskibe, AIDANOVA anløber ny vesthavn.

Kalundborg ny vesthavn havde igen i dag besøg af verdens syvende største krydstogtskib, AIDANOVA, som har besøgt byen to gange tidligere i år. Anløbet i dag var samtidig årets sidste krydstogtanløb i Kalundborg.

I anledning af besøget havde Kalundborg Søfartsmuseum også i dag valgt at holde ekstraordinær søndags åbent i tidsrummet 10- 16. Vi havde denne gang udbygget vores infoskilte i Højbyen og undervejs med bykort der viste en tydelig rutemarkering.

Det var bestemt umagen værd at satse på søndagsåbningen.

37 tysktalende krydstogtgæster fra AIDANOVA valgte i løbet af søndagen at lægge vejen forbi Kalundborg Søfartsmuseums udstilling i den tidligere metodistkirke i Bethesdagade. Der var tale om unge mennesker og børnefamilier.

Det blev til mange gode samtaler med gæsterne. Udover udstillingen om marinemaleren Otto Stoltenberg, så adskillige også vores infofilm om andre maritime emner som f.eks DanPilot (3. min. på engelsk).

Ved ankomsten i morges kom AIDANOVA fra Kiel. Det afsejlede igen i dag kl. 18.20 mod Kristiansand i Norge, hvortil det forventes at ankomme kl. 07.30 i morgen mandag.

Fotos: Ivar Svane

————————————————————————————————————————————————————————————————————————————